Bruxelles, den 15. marts — Databeskyttelsesrådet har vedtaget retningslinjer for artikel 60 i GDPR. Udarbejdelsen af disse retningslinjer er en del af Databeskyttelsesrådets strategi og arbejdsprogram for 2021-2022, der skal støtte en effektiv håndhævelse og et effektivt samarbejde mellem de nationale tilsynsmyndigheder. Retningslinjerne indeholder en detaljeret beskrivelse af samarbejdet i henhold til GDPR mellem tilsynsmyndigheder og har til formål yderligere at øge den konsekvente anvendelse af de retlige bestemmelser vedrørende one-stop-shop-mekanismen. Retningslinjerne skal hjælpe tilsynsmyndighederne med at fortolke og anvende deres egne nationale procedurer på en sådan måde, at de er i overensstemmelse med og passer ind i samarbejdet under one-stop-shop-mekanismen.
Databeskyttelsesrådet har vedtaget retningslinjer for mørke mønstre i grænseflader til sociale medier. Retningslinjerne indeholder praktiske anbefalinger til designere og brugere af sociale medieplatforme om, hvordan man i grænseflader på sociale medier vurderer og undgår såkaldte "mørke mønstre", der ikke overholder kravene i GDPR. Mørke mønstre er grænseflader og brugeroplevelser på sociale medieplatforme, som får brugerne til at træffe utilsigtede, uvillige og potentielt skadelige valg vedrørende behandlingen af deres personoplysninger. Dette påvirker brugernes adfærd og evne til effektivt at beskytte deres personoplysninger. Retningslinjerne giver konkrete eksempler på mørke mønstre, fremlægger bedste praksis for forskellige anvendelsestilfælde og indeholder specifikke anbefalinger til designere af brugergrænseflader, der fremmer en effektiv gennemførelse af GDPR.
Databeskyttelsesrådet har vedtaget en værktøjskasse med væsentlige databeskyttelsesgarantier for håndhævelsessamarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i EØS og tredjelande. Dette skal bidrage til en af nøgleaktionerne i Databeskyttelsesrådets strategi og arbejdsprogram for 2021-2022 og har til formål at lette samarbejdet mellem Databeskyttelsesrådets medlemmer og tilsynsmyndighederne i tredjelande. Værktøjskassen kan anvendes både til administrative ordninger, som tilsynsmyndighederne selv udvikler inden for Databeskyttelsesrådet, og til internationale aftaler, der forhandles af Europa-Kommissionen. Værktøjskassen omfatter centrale emner såsom registreredes eksigible rettigheder, overholdelse af databeskyttelsesprincipperne og retslig prøvelse.
Endelig har Databeskyttelsesrådet vedtaget en fælles udtalelse fra Det Europæiske Databeskyttelsesråd og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om forslagene om at forlænge det digitale covidcertifikat. Der vil senere i dag blive offentliggjort en særskilt pressemeddelelse herom.
Baggrundsoplysninger:
Alle dokumenter, der vedtages på Databeskyttelsesrådets plenarmøde, er underlagt de nødvendige kontroller af juridisk, sproglig og formateringsmæssig art og vil blive gjort tilgængelige på Databeskyttelsesrådets websted, når disse er afsluttet.
EDPB_Pressemeddelelse_2022_04